Arla Food

Søren vil opklare mysterium om ødelagte sække i Arla

Årets Innovative Læreplads

Et ugentligt tab af op mod 60 sække med højt forædlet proteinpulver er for meget, mener lager og logistikoperatørlærling Søren Nørgård Jensen. Han har sat sig for at nedbringe antallet, og i processen har han indstillet sin læreplads Arla til prisen som ”Årets Innovative Læreplads 2023”.

På lageret hos Arla Foods Ingredients i Videbæk tårner de stablede paller med brune papirsække sig op til langt over øjenhøjde. De indeholder højt forædlet proteinpulver lavet af de bedste råvarer fra hele Nordeuropa. Men kigger man godt efter, er der et lille minus.

Flere steder finder man nemlig det hvide pulver i et tyndt lag på lagergulvet. Det skyldes, at der er gået hul på en af sækkene med proteinpulver, og at pulveret derfor er drysset ud. Dermed er der en sæk mindre til babyer, ældre eller fødevarer, for pulveret bliver blandt andet brugt til modermælkserstatning, i ældreomsorgen eller i fødevareindustrien.

Ingen talte om det

Søren Nørgård Nielsen er lager og logistikoperatørelev i Arla Food Ingredients og under sin læretid har han undret sig over, at der ofte var top på kassen med ødelagte sække.

- Vi har et sted, hvor alle de ødelagte sække kommer hen, og jeg undrede mig over, at kassen tit var fuld, og at ingen talte om det. Vi tog det op på et onsdagsmøde i afdelingen og besluttede at undersøge hvorfor det skete, hvorhenne hullet var og på hvilken måde, sækkene gik i stykker, siger han.

Når sækkene er gået i stykker, kan indholdet ikke sælges, og det fører til et betragteligt tab for virksomheden. 50 til 60 ødelagte sække med hver 20 kilo kvalitetspulver løber op. Derfor var der med det samme stor opbakning til hans projekt, fortæller Sørens teamleder Jesper Nord Jensen.

- Jeg synes, det er fantastisk, at en elev eller medarbejder tager på skole og kommer hjem med gode idéer. En uddannelse går netop ud på at lære at åbne øjnene og se nuancerne. For mig er det megavigtigt, at vi forsøger at samle disse idéer op og dyrke dem, siger han.

Faste ugemøder

Det gør Arla blandt andet ved at lade lærlingene komme rundt i forskellige afdelinger i virksomheden for at blive inspireret og udfordret. Hver uge mødes de i afdelingerne og drøfter aktuelle problemer, udfordringer og andet, der trænger til at blive vendt.

På lageret er det robotter, der håndterer sækkene. Hvis robotterne placerer dem bare en lille smule skævt, kan de ligge på kanten af pallen, og det kan være en af grundene til, at det går galt. Men tørreprocesserne for pulveret er forskellige, og det samme er konsistensen i de pakkede sække.

- Noget indhold er så fast, at det er som at pakke mursten, mens andet er langt mere levende og nærmest minder om balloner eller vand. Det gør det svært for robotterne at håndtere. Men kan vi få dem til at flytte sækkene bare to-tre centimeter, kan vi måske redde meget, siger Søren.

Den 48-årige lager og logistikoperatørlærling fra EUC Lillebælt har selv arbejdet med projektet, men har løbende fået sparring fra sin teamleder og andre kolleger.

- Ingen har begrænset mig i det, og jeg har kunnet bruge al den tid, jeg ville. Overalt har jeg mødt fuld opbakning til projektet, siger han.

Fast målepunkt

Hver måned har han en-til-en samtaler med sin chef, og her har de løbende drøftet Sørens projekt og rettet fokus mod de rigtige tiltag. Indsatsen passer godt ind i Arlas fokus på bæredygtighed og taler lige ind i virksomhedens mål om at være en sund og grøn virksomhed. Når Søren om kort tid har afsluttet projektet i forbindelse med sin svendeprøve, vil de ødelagte sække blive et fast målepunkt på leantavlen. Dermed slutter det ikke med Sørens afslutning på uddannelsen, men fortsætter som et løbende udviklingspunkt. Målet er at halvere tabet.

Og som Søren, der er uddannet landmand med grønt bevis og senest har været driftsleder i en svinestald, siger:

- Spild er jo en tabt indtjening. Jeg har i mange år været vant til at skulle forbedre og optimere, så det vil jeg selvfølgelig også gerne gøre her.

Kontakt

Årets Innovative Læreplads pris, logo fonden for entreprenørskab

Beate Laubel Boysen

Projektleder